Ildens hemmelighed behandler, i fiktionens form, et påtrængende og uhyggeligt problem i mange krigshærgede lande: udlægningen af skjulte personel-miner, der rammer civile og i flæng. Bogen foregår i Mocambique og skildrer den 12-årige Sofias liv før og efter hendes skæbnesvangre møde med en sådan landmine, hvor hun mister begge ben. Søsteren dør ved samme eksplosion. Bogen gør grundigt rede for Sofias liv som fattig flygtning og skaber forståelse for hendes situation og vejen tilbage til livet. Den antyder, hvordan det går mindre heldige skæbner i samme situation. Men måske går der lidt for meget solskin i Sofias fortælling - pigens ukuelighed opleves mere som en besværgelse, en påstand, som det kniber teksten at skabe belæg for. Hjælpsomhed, gavmildhed og heldige omstændigheder indtræffer næsten for regelmæssigt og hensigtsmæssigt og giver bogen et skær af uvirkelighed. Endvidere indeholder bogen en række stilforvirrende og umotiverede synsvinkelskift, der ikke styrker troværdigheden, og svækker fortælling, rytme og sprog. Bogen har således, i sin lidt for skematiske tilrettelæggelse, svært ved at virke gribende og overbevisende. Foruden fritidslæsning anvendelig i emnesammenhænge som handicappet, krig/fred, U-lande, konfliktområder. Fra 6. klasse.