Forlagets serie Konfetti præsenterer højtlæsningsbøger for de 4-9 årige. Og det er i denne serie, at læseren her stifter bekendtskab med tyrannen, den onde Fohatwa, og med sømandens søn, Fidel Olsen. Fidels fader kom mange år tidligere til tyrannens ø og var tæt ved at blive henrettet straks ved ankomsten, men i stedet gjorde Fohatwaen ham til minister for driveri og dovenskab. Tyrannen er besat af spillelidenskab - men er desværre lige dårlig til at spille og til at tabe. Så da Fidels vigtigste opgave bliver at underholde den ondskabsfulde tyran med kortspil, så har han det bestemt ikke morsomt. En lokal opfinder og galning sætter for alvor gang i løjerne, og Fidel og Fohatwaen får deres livs oplevelse. I et eventyrligt univers, som det kendes fra f.eks. Ole Lund Kirkegård, får forfatteren fortalt en munter og skæg historie, som bestemt har alle muligheder for at blive rigtig populær hos den målgruppe, der er angivet ovenfor. Jon Ranheimsætters illustrationer (der er så godt som een på hvert sideopslag) passer helt perfekt til historiens stemning og stil: masser af fantasi, eventyr og humor. Foruden som højtlæsningsbog for bh.klasserne- 2. klassetrin kan den anvendes til selvlæsning fra 3. klasse.