En billedbog, der i både tekst og billede bygger på fast skabelon. Man kan mene, at dette gør bogen specielt velegnet for børn fra o. 3 år, man kan også frygte, at det virker let tyngende. Som i en H. C. Andersen fortælling lever vi os ind i et legetøjs skæbne, en kludedukke, der bor hos en dreng. Her er dens arbejde "at lave skæg! Med hvem? Med drengen selvfølgelig". Denne remse gentages med små variationer nederst på hver tekstside. Ligeledes er den grafiske opbygning fast og gentagende: Lige store billedrammer på grøn baggrund på hver side, tekst i den venstre, billede i den højre med rødt som gennemgående kontrastfarve. Måske er den faste enkelhed tænkt som beroligelse for tilhørerne til den i grunden velkendte men stadig rystende fortælling om forsmået troskab. Drengen forkaster dukken til fordel for flottere legetøj, den smides ud ad vinduet, flås af hunde, ender i affaldsspanden, og kun en tilfældighed redder den fra at ende på papirmøllen. Drengens bedstemor finder dukken, vasker og reparerer den og afleverer den til en glad dreng igen. Fortællingen er fint omend omstændeligt komponeret, ill har stemning og passende medspil til teksten, men måske er det stive i stregen med til at overdøve den varme, der ligger i fortællingen?.