Der er ikke anvendt et eneste unødvendigt ord i denne billedbog, hvor teksten kun består af 5 superkorte og én lang sætning. Ord er da også næsten overflødige, idet historien sagtens kan billedlæses, når man først hjælpes lidt på gled. En ca. 4 årig dreng kunne godt slå paraplyen sammen, da det holder op med at regne, hvis det ikke lige var fordi hunden, guldfiskene, vinduespudseren og alle de andre sprøjter med vand. Derfor kan paraplyen først slås sammen, da drengen skal i bad. Teksten har næsten karakter af en remse. Illustrationerne udfylder alle højresider og viser nøjagtig den situation, som de få ord på venstresiderne beskriver. Overalt er der glade børn, og de klare farver, der anvendes på lys baggrund, virker lette og humørfyldte, så det er absolut en bog, som de 2-5 årige falder pladask for, og de har næsten brug for en paraply under læsningen for ikke at blive våde af alt det plaskende vand, der ses på siderne. Pia Thaulovs streg kendes i forvejen fra adskillige billedbøger f.eks. Sølvskeen og Musejagten begge fra 1995.