En uhyggelig historie til starten af 4, klasse og Jon Ranheimsæters illustrationer er da også flotte og uhyggelige - ensomme øer, undersøiske grotter, lænkede fanger, rådnende lig og sultne rotter. Historien mangler ikke effekter, og begivenhederne spænder fra det nervepirrende til det kvalmende uhyggelige, men på mig virker effekterne noget påklistrede og historiens egentlige budskab forsvinder næsten. Den handler om at sige farvel til afdøde forældre på en sund måde, og det får Henry fra nutiden og Margaret fra fortiden da også gjort, så på bedste vis forenes fortid og nutid - og alt ender lykkeligt. Historien er grundlæggende god, men virkemidlerne for bastante. Sprog og layout er godt gennemarbejdet, og vil umiddelbart virke indbydende på målgruppen, som er elever med behov for læsetræning. Bogen kan læses uden at kende de to tidligere bøger i serien Spøgelset på Spøttrup og Uhyret i mosen.