Kirsten Thorups dramatiske trilogi er baseret på en lang række interviews med indvandrere og flygtninge. Det er bogens ærinde at belyse mange af de dybe og svært håndterlige problemer, der er med integration, bevarelsen af rødderne, identitet, racisme, tolerance. I "De tyrkiske piger" ser vi den dansk-tyrkiske pige, der af familien lokkes med til Tyrkiet for med list eller vold at bringes til at opfylde en af disse traditionelle ægteskabskontrakter indgået af familierne hen over hendes hoved. I "Talkshow" får vi indblik i det tunge, tunge erindringsgods en ung iransk flygtning må bære rundt på. I "Strangebody" ser vi en integration lykkes over al måde, ja, over al fornuft i billedet af ex-jugoslaven Jasna, der til slut fremtræder med "lysnet hår og blå kontaktlinser" - men forfølges af sin oprindelige kæreste Haso, som en skygge: "Haso: Du bor i et glashus, prinsesse. Jasna: Tynde mand, du bor i de fremmedes skyggeland. Jeg er ikke flygtning mere. Haso: Hvis du fornægter mig, fornægter du dig selv". Det er indforstået og flot dramatik om problemer der bestandig må bearbejdes. Bogen er også god læsedramatik og vil sikkert blive læst af Thorups store læserkreds.