En stribe små essays, som kommer godt omkring i Lundbyes univers. Det bærende fællestema er ikke overraskende et forsøg på at definere det kvindelige og sideløbende hermed begrebet natur. Det gøres ved at fortælle historier om nordamerikanske indianere, hekse og hekseprocesser, tragiske kvindeskæbner som Frida Kahlo, Billie Holiday og Nico, om den østriske oldtidsmand, der pludselig dukkede frem af gletscherisen, om tænkende aber og meget mere. Bogen er gennemillustreret med tegninger af John Olsen, som vi husker fra Lundbyes dyrefabler. En smukt tilrettelagt bestillingsopgave, der udgives i anledning af brygger Carl Jacobsens 155 års fødselsdag 2. marts. Det er en bog, der både underholder og fornøjer, samtidig med at den fortsætter diskussionen om skellet mellem kultur og natur, dyr og menneske, mand og kvinde med pædagogisk verve.