I dette syvende bind i serien om universet, der af fortidens troldmænd blev splittet i fire riger, er halvguderne, patrynen Haplo og sartaneren Alfred, efter deres ophold i Stenens Rige via Dødens Port nået til Vandets Rige, Chelestra. Efter turen gennem porten bliver deres veje skilt af kræfterne, og Alfred havner hos sine ligemænd, der er vågnet op efter Den Store Søvn, hvor de er klar til opgøret med patrynerne. Patrynen Haplo er efter forskellige trængsler endt i vandet, der har den egenskab, at det tilintetgør magiske kræfter, hvor han samles op af tre repræsentanter for de dødelige. Chelestra er oprevet på grund af de almægtige Drageslanger, der har hærget og myrdet. Da Haplo stedes for Drageslangerne bekender de, at han er deres fører i kampen mod sartanerne. Det er en helstøbt og kompleks fantasyfortælling, hvor religiøse elementer, mytologi, og moralske overvejelser fungerer sideløbende med magi og elementært spændende og voldsomme scener. Bogen kan selvlæses fra 6.-7. kl., men den henvender sig primært til elever i folkeskolens ældste klasser og opefter. De inkarnerede fantasy- fans vil se frem til næste bind i serien, der forventeligt vil fokusere på kampen/opgøret mellem sartanerne og patrynerne.