En vellykket billedbog fra 3 år, og som sædvanlig hos Irene Hedlund, ligger der tanker til børn i billedfladens stiliserede forenkling. Mikkel Møl, en lille grå personage med genkendelig rød kasket, får kort fra flodhesten og flyver fra et efterårsagtigt, nordligt mørke på besøg hos sin bedste ven i dens sydlige sump. På vers hører vi om Mikkels dramatiske oplevelser på turen gennem vind og vejr, lys og mørke. Kun billederne afslører, at fortællingen mest af alt er en undskyldning for et børnevenligt billedfrås i Goethes lære om, at hvor lyset møder mørket skabes farverne og reglerne for deres harmoni. Første opslag illustrerer det genialt ved at vise lyset, der vælter ind ad Mikkels åbne vindue og definerer billedet i forhold til mørket, mens posten rækker ham kortet fra flodhest, malet i de 4 grundfarver og med solen som lysgiver. Bogens hovedperson er farverne i rollerne som sig selv - og de giver den ikke for lidt i et af og til næsten abstrakt formsprog - mens Mikkel Møl, der drages mod lyset, bliver øjenåbneren. Han gør os opmærksom på labyrintagtige, interaktiverende billedelementer og får selv farveprikker undervejs. Et flot gennemtænkt og underholdende udgangspunkt for farvelære og farveglæde på mange niveauer.