Makkerparret bag Kaptajn Blods forsvundne skat har gentaget spøgen med en historie iblandet diverse iagttagelsesopgaver, også denne gang fra et miljø, som taler til børnenes fantasi. Da Roald Rødskæg drager ud for at finde Magnus Jernkæbes fortryllede ravnebanner, sniger hans lille niece, Hilda sig med skibet. Heldigt nok, for hun kan løse mange af de gåder, som den store viking ikke kan klare. Gåder, fikserbilleder og labyrinter er indbygget i handlingen, men bliver det for svært kan man bare læse videre. Hvert opslag er en helhed, som de farveglade gouacher dækker fra kant til kant. Børn fra 5 år og op vil efter et par oplæsninger kunne løse mange af opgaverne på egen hånd.