Skattekisten

Teksten bygger på en forestilling af Kaskadeteatret fra 1994, en absurd minimalfortælling, som den 27-årige illustratordebutant har sat fornemt iscene med fin sans for subtil enkelhed og effektivitet i komposition og udtryk. Hun lader historien om tyven, der forsøger at bryde ind i direktørens pengeskab, udspille sig over hele opslaget, sådan at tyven på venstresiden og direktøren på højresiden spiller op mod opslagets midterlinje, der derved bliver en slags demarkationslinje som fortællingen bølger henover, alt efter hvem, der har overtaget: direktøren, der har en guldbarre, som tyven gerne vil have, eller tyven, der har en skattekiste med mere personlige værdier (et halvt udbrændt lys fra fødselsdagen fx). Værdier, som tyven fortæller så levende om, at direktøren får trang til at bytte med guldbarren, således at magtforholdet mellem de to forandres. Figurerne tegnes enkelt og udtryksfuldt på nøgen, hvid baggrund. Teksten spiller fint med i det grafiske udtryk og har fået en form for musikalsk notation ved brug af typer i vekslende størrelse og farvestyrke. Eneste men nok ret fatale problem er, at historien i sin minimalisme har svært ved at interessere, måske fordi bogformen ikke kan give den nuancerigdom og facinationskraft i spillet mellem de to personer, som teaterstykkets levende skuespillere. Fra 3 år.

Læs hele vurderingen

Hvad der udmærket kan have været en charmerende og fornøjelig børneforestilling på Kaskadeteateret (1994) om de små tings store værdi over for tomheden ved cool cash bliver i denne billedbogsudgave et sært postulat, hvor indbrudstyven og rigmanden skændes om en skotøjsæske med værdiløse småting, mens de lader hånt om pengeskabets guldbarrer. Historien er glimrende illustreret med blid og rørende karikatur af de to aktører og med pengeskabet som eneste kulisse. Det er først og fremmest teksten, som med sine trivielle og barnlige skænderireplikker hurtigt virker trættende og kedelig og gør den lille absurde historie svær at tro på. Det hjælper ikke, at man har søgt at pifte teksten op med en ikke særlig opfindsom typografisk variation. Hvor læseren gerne skulle følge og tro på aktørernes alvorlige knibe, opfattes de i stedet som temmelig fjottede. De yngste elever kan nok more sig over direktøren, der bor i sit pengeskab, og den langarmede tyveknægt, der tuder over, at han har byttet fødselsdagskagelyset, hullet fra sofaen og andre rarieteter for en guldbarre, men nogen egentlig idé med det hele er svær at få øje på.

Læs hele vurderingen