Vi kender allesammen skrønen/løgnen. Vi lader os lede på vildspor, velvidende at det er det, der sker, og vi morer os, når bl.a. skandalen om Arken ruller. Historien om den forgangne direktør er for så vidt tragisk nok, fordi den gode dame blev opdaget, men hun havde effektivt snøret trolden forinden. Og historien om manden der anlægger en kunstig sø i en forladt grusgrav. Det er hans egen jord, men amtet ser ikke gerne en sø netop der. Det er unaturligt. Og så med plastic i bunden. Manden bliver idømt dagbøder, og amtets entrepenørmaskiner splitter i ly af natten det hele ad. Han er nok en tragisk figur, en sær original, som er så dum, at han ofrer sig for en idé, men samtidig holder vi af ham, fordi han som ene mand går imod systemet. Fordi han, som den fantast han er, afslører lovens bogstav som absurd. Fælles for dem begge er, at de er handlingsmennesker, der søger lykken i det ydre. De gør drømmen om storhed til et spørgsmål om at erobre verden. De er handlingsmennesker i en grad, at de så at sige bliver ét med deres historie.