Kapitlerne i bogen her har alle været offentliggjort som artikelserie i Berlingske Tidende og samlet afsøger de, hvad forfatterne præsenterer som et grundlæggende problem for de vestlige samfund: De vrede unge mænd. Formen er kort, klar og lige-på-og-hårdt. De to journalister beskriver de klemte drenge med mere lyst til fodbold, håndværk og leg end den stillesiddende indlæring, tilpasning og intellektualisering, som institutioner og skoler praktiserer. Bogen argumenterer for at flere og flere drenge ender som tabere på et arbejdsmarked, hvor der ikke længere er plads til håndens arbejde, og som tabere med hensyn til at få skabt en holdbar og stolt identitet, der kan klare en efterhånden overvejende marginalisering af de grundlæggende mandlige værdier. Dokumentationen leveres i form af citater fra undersøgelser og udtalelser fra eksperter, men stærkest som eksempler fra det virkelige liv. Det er god journalistik og en god bog, som stærkt og overbevisende gør rede for et meget synligt samfundsproblem. Den kan især bruges af opgaveskrivere, både de helt unge og de voksne.