Denne vestjyske forfatter, f. 1954, der andetsteds har introduceret sig som værende "bondefødt og kvajet opdraget" demonstrerer her atter sit store litterære potentiale, omend det også denne gang foregår uden at læseren af den grund skal stryges med hårene. I en række korte og skarpt mejslede tekster, prosadigte om man vil, genfinder man et stemningsleje af uheldssvanger undergang, samtidig med at kuede og forknytte individer passerer revy i nærmest krakelerede tableauer. Grumt og undertiden tenderende det karikerede, men med en udtalt sans for eller evne til at fastholde og fastfryse de enkelte billeder. Ud af disse tegner der sig efterhånden, i en række erindringsglimt, overrumplende associationer og andre spring, konturerne af en gammel bondekultur under håndfast afvikling. Her synes sidste mand at skulle lukke og slukke, medens den "stampende rytme fra de ungkristnes teltmøde" nu er ophørt for altid, blandt andet til fordel for "fodterapeuter på iværksætterydelse i nedlagte landbrug". Forf. har godt fat om de indestængte følelser, drifter og lidenskaber i en samling, der med sine stemningsfulde sansninger og undertiden lidt skæve indfaldsvinkler tilbyder sig: ikke til overfladisk læsning, men nærmere til lidt fordybelse med dertil hørende litterær værdi.