Dette er 3. ungdomskrimi om Chris Dalham og den amerikanske pige Smith, der i stil ligner de to foregående Farligt snapshot (96/45) og Dobbelt eksponering (97/25). Elementært spændende, uforpligtende krimi uden undervisningsrelevans til fritids- og fornøjelseslæsning for krimi-elskere fra 7. klasse. Smith inviterer Chris på besøg i Dublin, hvor hun og moderen bor hos en forretningsforbindelse, der tester moderens kosmetik-produkter på dyr. Krimiintrigen er, at et konkurrerende firma under påskud af at bekæmpe brugen af dyreforsøg foretager industrispionage og begår sabotage mod konkurrenterne. Kærlighedsintrigen mellem Chris og Smith løber som en parallel handling og er under stadig udvikling fra de foregående bind. Al handling beskrives gennem Chris, og bortset fra beskrivelsen af Smith bliver de andre personer typer. Sproget er ligefremt og let tilgængeligt, og teksten er med store typer sat i en åben, læsevenlig sats. Forfatteren kendes endvidere fra to voksenkrimier, De dødes måned (96/10) og Dødelig dårskab (97/51).