Titel og omslagsillustration skal nok sælge denne bog, der er rettet mod de begynderlæsere, der ønsker uhyggelige historier. Fra Jim Højbergs hånd finder man bl.a. Blandt spøgelser og skeletterfra 1996 og Heksen blod fra 1997. Begge titler for lidt bedre læsere. I historien her er søskendeparret Sara og Jon på 7-8 år på besøg hos fætteren Peter, der går i 3. klasse. Om natten fortæller Peter uhyggelige historier, og især Sara bliver bange. Det gør ikke stemningen bedre, at Peter senere går i søvne og uforvarende låser Sara og Jon ude i den mørke nat. Heldigvis klares problemerne, der ender i en sund latter. Den forståelige historie fortælles i otte kapitler med fængende overskrifter. Sprogbrugen er med enkelte udfordringer passende for de let øvede begynderlæsere, og der er en tilpas vekslen mellem dialog, handling og beskrivelse. Elleve farvetegninger i Jesper Deleurans kendte streg støtter og supplerer historien. En udmærket bog til læsetræning i uhyggens skær.