Metabaronen Aghnar er taget til nonneludernes planet for at befri sin elskede Oda, så hun kan videreføre slægten. Operationen lykkes - men ikke uden omkostninger. For er det nu den rigtige Oda, der senere føder hans søn, eller er det i virkeligheden Aghnars egen mor, Honorata? Det nye bind af Metabaronernes kaste demonstrerer ganske glimrende, hvad det er, der har medvirket til at gøre serien til lidt af en kultserie blandt de unge. Først og fremmest indeholder Gimenez' suggestive og dramatiske, malede billedside en fascinationskraft langt ud over det sædvanlige inden for tegneseriemediet, og man kan ærgre sig over, at tegnerens store talent ikke bliver brugt til noget mere udfordrende. På den anden side er det nok netop i skildringer af masseødelæggelser, død og vold, som man ser det eksemplificeret i Oda, at Gimenez' evner kommer til deres fulde ret. Det er helt oplagt scenerne med højoktan-action, der bærer albummet, mens de mere rolige sekvenser kun alt for tydeligt afslører forfatterens tilbøjelighed til at præsentere banaliteter fra triviallitteraturens overdrev som dybe sandheder: "Ingen kan opnå mangfoldighed uden at være det, han er. En god tømrer kasserer ikke et godt bræt", siger titelpersonen Oda et sted - og udtalelsen er symptomatisk for tonen og indholdet i hele albummet. Meta(baron)-filosofi i en særdeles flot indpakning.