"Ikke i de lige liniers beregninger, men i de krumme vinklers sum skal du søge svaret". Romanens omdrejningspunkt og form er, at det er i det intuitive glimt, det tilfældige, i detajlen og i det skjulte, helheden skal søges. En sådan tekst er ikke umiddelbart tilgængelig, og den kræver sin læsers fulde opmærksomhed, men desto større er belønningen, når detaljerne lidt efter lidt åbner for helheden. Den debuterende forfatter skriver sine historier i et sprog så mættet og billedrigt, at Akhnatons torso bliver en stor oplevelse. Romanens mange historier er rammet ind af en litteraturprofessors tanker under et fængelsophold i et fjernt land. Hans forbrydelse bunder i begæret efter at penetrere dét ukendte manuskript af Dumas, som en af hans kvindelige elever besidder. Hans begær efter kvinden og teksten er sammensmeltet, og romanen handler da også i sin grund om tekst og sprog som midlet til at "skrive verden til live". Romanens øvrige dele fører læseren rundt i historien og geografien til de tidlige videnskaber og erkendelser, som formede verden. Disse historier væves på subtil vis sammen med fortællerens egen historie. En forbløffende debut, en indsigtsfuld roman og for læseren en stor, stor oplevelse.