Henrik Pontoppidan regnes i dansk litteratur for prosaisten over alle, og bortset fra Genforenings-digtet "Det klinger som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage" fra 1918 er lyrikken uden for kendernes kreds en ret upåagtet del af det store forfatterskab. Det rådes der nu bod på i denne kronologiske samling af digtene, omhyggeligt kommenteret og forsynet med noter, der også gengiver varianter for som i prosaværkerne ændrede Pontoppidan i sine tekster livet igennem. Der er dels tale om lejlighedsdigte, (portrætdigte, mindedigte), offentliggjort i aviser og tidsskrifter, dels vers som indgår i Pontoppidans romaner og noveller, hvor de er del af en kontekst og tjener til at angive en stemning eller karakterisere en fiktiv person. Det er dog et spørgsmål, hvorvidt de sidstnævnte tekster overhovedet kan stå alene uden denne forklarende og meningsgivende kontekst, hvor det pastiche-agtige og konventionelle formsprog kan opfattes som det det er: en del af den pontoppidanske ironi og radikale tidskritik. Teksterne hører selvfølgelig hjemme i en samlet udgave af Pontoppidans skrifter, men i den foreliggende form har de overvejende dokumentarisk og litteraturhistorisk værdi som indfaldsvinkel til prosaværket.