I den populære letlæsningsserie Mini zoom - får de yngste læsere hermed et nyt, fint læsetilbud, som vil være vældigt velegnet til selvlæsning på 1.-2. klassetrin. Historien er oprindeligt udkommet på norsk men foreligger altså her i dansk oversættelse med dejlige, humoristiske illustrationer af Kirsten Raagaard. Tines største ønske er at få en kat, men dette vinder ingen genklang eller sympati hos hverken fader, moder eller tante Else. Specielt Tines fader er stærkt imod sin datters ønske, da han er allergisk over for kattehår. Dyb er mystikken, da en sød, gul kat dukker op i Tines værelse midt om natten. Er det en tryllekat og hvor kommer den fra? Tine fodrer den selvfølgelig, men ikke desto mindre er mis forsvundet næste morgen for blot at vende tilbage til Tines værelse næste nat for at modtage sin natmad. Den hemmelige, natlige gæst bliver selvfølgelig opdaget af fader og moder og jaget bort, men til alt held får Tine kontakt til Missers søde kattemoder og får en aftale som alle kan leve med også Tines allergiske fader. Sød, charmerende historie som vil gå rent ind hos målgruppen, der ikke vil have identifikationsproblemer med hovedpersonen.