Så er Hesselholdt og Modeweg-Hansen på banen igen med en kraftfuld, udfordrende og charmerende billedbog for alle, der er vilde med billedbøger men vel især for de 5-10-årige. Ligesom Prinsessen på sandslottet fra sidste år drages vi ind i en tilsyneladende ganske triviel hverdagshistorie. Men kun tilsyneladende, for selv en så banal tildragelse som at smække sig ude fra sin lejlighed kan rumme store, ukendte og overraskende oplevelser. Drengen Petros og hans lidt forvirrede mor synes, at 500 kroner til en låsesmed er lige i overkanten, især da det ikke er første gang, de smækker sig ude, så de må gå nye veje for at komme ind igen. Her fra tager historien fart. Vi hvirvles ind i et hæsblæsende hverdagseventyr, hvor alting på én gang er banalt dagligdags og finurligt forbløffende. Tekst og billeder stiller krav til medlytteren. Vi er langt fra det letfordøjelige børnebogssprog og der er poetisk dybde i fortællingen. Dertil kommer de ekspressive billeder, som lægger nye lag på historien lag der både er voldsomme og sansemættede. Sproget er veloplagt og overraskende, blot dette at fortære en kage på caféen bliver et helt lille eventyr. Med andre ord vi har her at gøre med endnu et børnelitterært mesterværk fra Hesselholdt og Modeweg-Hansen.