Tegneserien Metabaronernes kaste er blevet meget populær i Danmark, og det er ikke svært at se hvorfor: en ekstremt spektakulær billedside skaber en flot ramme om en god, gammeldags beretning om kampen mellem ondt og godt. Det har altid været en brugbar formel, hvis man ville have fat i et bredt publikum, og når man som Jodorowsky og Gimenez oven i købet tilsætter handlingen en god portion vold og sex, er betingelserne for et hit til stede. At resultatet af anstrengelserne så er mere kitsch end kunst, en omgang prætentiøs bragesnak i manierede kulisser, skyldes primært Jodorowskys svahged for melodramatiske macho-optrin. Eventyret om metabaronen Stålhoved, der rejser ud for at lære kærligheden at kende, tynges af en stribe klichéprægede replikker, som måske/måske ikke er humoristisk ment, men som i sammenhængen gør tekstsiden lige så letfordøjelig som en engelsk plumcake. De store drenge og unge vil elske Gimenez' billeder af universets største kriger i aktion på slagmarken såvel som i kærlighedens forgemak; men de gør klogt i at gå let hen over Jodorowskys skabelonagtige personskildring og indholdets amputerede menneskesyn.