Forfatter og illustrator er kendte fra bl.a tegneserien om Eva og Adam og fra billedbøgerne om Rune og Julie. De har lavet denne højtlæsningsbog, der kan være en hjælp, når børn fra 5 år har mistet et familiemedlem. Futten på 4 og storesøster Maja på 6 har svært ved at forstå, at mormor er død. En nat vil de grave hende op. Et par betjente stopper dem. Den kvindelige betjent Kajsa bruger natten på at hjælpe dem til at forstå og acceptere, at mormor er død. En handling, der næppe ville finde sted i virkeligheden, men den gør, at bogens budskab kan formidles med både sjove, spændende og alvorlige indslag. Og budskabet, at børn skal have både hjælp af forældre og tid til at forstå et dødsfald og savnet, står klart. Teksten er skrevet i et mundret, hverdagsagtigt sprog med megen dialog. Tonen er frisk og humoristisk, men formår at være afdæmpet, når det er nødvendigt. Kajsas forståelse for børnenes reaktioner og forældrenes manglende samme taler sit tydelige sprog til oplæseren og børn kan let identificere sig med Futten og Maja, der er levende beskrevet. Det hjælper de udtryksfulde s/h stregtegninger, tegnet i illustratorens velkendte stil, med til. Titel og forside appellerer til målgruppen, mens bagsidetekst giver oplæser ide om indholdet.