Fagbilledbog for børn fra 6 år. I 13 dobbeltopslag vises billeder af og fortælles om 14 dinosaurer, og et opslag er en oversigt over typiske fortidsdyr i kridt-, jura- og triastiden. Billederne er det centrale i bogen. De er tilstræbt realistiske, men ikke "glatte" og fantasyagtige, som vi er vant til. Billederne ser ud til at være lavet i blandingsteknikker af bl.a. tempera og akvarel, og baggrundene er airbrushagtige. Dette er illustrators bud på hvordan bl.a. apotosaurus, plesiosaurus og ouranusaurus så ud. Lyset i billederne er udtalt nordisk, med høje himle og klare lyse farver i hele farveholdningen. Billederne er ved første øjekast præget af de klare farver, men dyrene er dannet af mange farveblandinger og malede strukturer. Nogle af dinosaurerne har et glimt i øjet eller et skælmsk smil, men det sødladne eller tillæggelse af menneskelige egenskaber undgås i øvrigt klogeligt. Teksten er saglig. Der fortælles hvad dyrets navn betyder, størrelse og levevis. Bagest litteraturliste med fagbøger, 2 cd-rom og 1 video. Collageagtig forside med flere dinosaurer og et dinokranie er sammen med jovial bagsidetekst dækkende for indhold. Illustrator/forfatter kendes bl.a. for illustrationer til Atten Arrige ansjoser (1998).