Vi får som i de tidligere bind dejlige naturbeskrivelser i dette femte og sidste bind om Malle i serien Høst prik bøger. Også denne gang møder vi den varme trygge skovløberfamilie, der bor i storskoven Kongens Skæg. Malle har mange gode venner blandt beboerne i skovmiljøet, men hun er også tæt knyttet til den natur, der omgiver hende og til skovens dyr. Der er dog ikke noget sentimentalt føleri i natursynet. I naturen lever og dør man, og begge dele er rigtigt. Malles specielle ven bukken Adelsmand køres ned af toget, og Malle må acceptere, at dyrlægen ikke kan redde den. Det trøster hende dog, at det rålam, hun senere møder, måske er en efterkommer af bukken. Efter Klapper Karls død overtages hans beboelsesvogn af Henry Hulsok, for også når mennesker dør, går livet videre. Et absolut højdepunkt er det, da Malle finder en sjælden skildpaddeart og kommer i fjernsynet. Skovens magi og mystik glemmes ikke, og beskyttende hanefødder spiller en rolle i dette bind som i de forudgående. 5. bind kan ikke læses, uden at man kender personerne fra de fire første bind. Pia Falck Pape har illustreret med dejlige, udtryksfulde stregtegninger. Bogen er et godt frilæsningstilbud for 3.-4. kl.