Sune og hans familie er på ferie i deres sommerhus i Tversted i Nordjylland. Sune er 10-11 år, og udover lillesøster Tanja på ca. 8 er der ikke mange at lege med, fordi sommerhuset er en nedlagt gård, der ligger lidt afsides. Heldigvis møder han jævnaldrende Martin og sammen får de en spændende ferie, der krydres med et par let gysende oplevelser. De to drenge finder under en badetur en pistol, som da den efter lidt betænkningstid afleveres til politiet, viser sig, at være årsag til at en mordsag kan opklares. Lillesøster Tanja er under en tur i skoven blevet voldsomt forskrækket af en mystisk mand, og da de tre børn under en natlig udflugt til en ødegård igen møder ham, bliver de meget bange. Heldigvis er det en uskadelig og rar landevejsridder, som kun vil børnene det bedste. Det er en varm og hyggelig historie med gys, som de fleste børn kan forholde sig til. Miljøbeskrivelsen er rammende - lektøren er lokalkendt - og personbeskrivelsen passer godt til ferieglade børn. Historien støttes flot af de varme, rolige og akvarellignende tegninger i afstemte farver. Illustratoren er kendt i mange andre sammenhænge, mens forfatteren bl.a. kendes fra Arkitektur - værd at kigge efter! og Storm P. Indenfor og udenfor, begge fra sidst i 90'erne. Her en udmærket bog til underholdning og læsetræning for børn i 3. - 5. kl.