Forfatteren til denne grønne Dingo, sværhedsgrad to, beregnet for begynderlæsere i 1. og 2. klasse, er efterhånden en erfaren bidragyder til serien. Med illustratoren Orla Klausen som medlevende kompagnon anskues verden fra børnehøjde, og vigtigst, gerne med en glubende appetit på fantasien. I nærværende bog er det de hjemlige voksnes sprogblomster, der sætter gang i en forestillingsverden, som via Klausens indlagte tegneseriesekvenser virkelig får fantasien på vinger, og dermed lyst til fordybelse i teksten. Yrsa er lidt bange for Martin henne i skolen, han driller, og hans mor sparker som en hest og hans far kan kaste helt ind i næste uge, så der er afgjort noget at spekulere over og bekymre sig om. At Yrsas fantasi så omsættes i noget konkret, er en ekstra lille fin provokation fra forfatter til læser. Desværre har der indsneget sig en sproglig fejl et sted, hvor "sig" er blevet til "mig", og én fejl, stor eller lille, er en fejl for mange, når det gælder målgruppen begynderlæsere.