Det kan diskuteres om dette er en digtsamling eller ej. Men den er afgjort en smuk og smal bog. Formen er prosa med poesi i både sprog, sansninger og refleksioner. Det kan minde om Louis Jensens 100 historier (1999) , men helt uden disses drillende nonsens og mystifikationer. De korte tekster (1 pr. side) taler ultraklart og enkelt om begreber og ting der kan være i fokus i et barneunivers. Ensomhed, Kærlighed, Stress, Campingvogn, Aftensmad og Postkort er et udpluk af overskrifter. Nogle tekster har en udtalt barnlig synsvinkel, andre ser jeg mere som en voksens overvejelser tilpasset et barn, men indlevelsen i den barnlige synsmåde og forståelsesramme virker ægte hele vejen igennem. Så selvom bogen måske kræver noget af sin læser, giver den også ubesværet og generøst noget igen til enhver fra ca. 7 år. Samspillet mellem tekst og ill. virker fra første blik perfekt i sin enkelhed. Hver tekst står på håndkoloreret baggrund i forskellige stemningsskabende farver og passes grafisk varieret ind i billedet. Og teksternes komprimerede udtryk for det konkrete og det abstrakte genspejles og tolkes med ganske få, men rammende og udtryksfulde billedelementer.