I Gråby regerer en grå og kedelig borgmester. Her er ikke plads til frække farver og frodig fantasi, så stor er forskrækkelsen, da ukendte gerningsmænd begynder at sætte kulør på byen - på lygtepælene, brandhanerne og hundene blandt andet. Det værste er, at byen venter besøg af landets dronning, som borgmesteren forventer har samme grå og farveløse indstilling til verden, som han selv. Her tager han dog fejl, for dronningen - som har temmelig meget til fælles med Dronning Margrethe - er fuld af fantasi og særdeles farveglad. Historiens pointe er, at det faktisk er dronningen selv, der har sat malerierne i gang, for at glæde byboerne, som bare slet ikke er klar over, at farver er noget, man kan blive glad for. Sproget i fortællingen glider godt og afvekslende, og der er flere sjove passager, men selvom historien er ganske sød, bliver den aldrig rigtig fængslende. Borgmesteren er ikke styg nok, dronningen er ikke tydelig nok og byboerne er sært ligegyldige. Altså en noget tam og forudsigelig historie, som Pia Halses ekspressive og lidt groteske billeder aldrig får sat rigtigt liv i. Idéen er ganske enkelt for tynd i Borgmesteren i Gråby. Højtlæsning for de 5-8årige - selvstændig læsning fra 2. klasse af gode læsere.