Den luft andre indånder

Pølse hedder hun, Pind hedder han - med de associationer, det nu giver. De er personerne i en ægte Line Knutzon virkelighed: en lejlighed, hvor han bor, og hun (skjult) logerer i køkkenskabet! Og der går lang tid, inden de erkender at ænse hinanden. Der er knap nok en handling i egentlig forstand, men naturligvis et forløb, og som ofte før er det den forrygende replikkunst, der fascinerer og bærer i dette spil om synlighed og identitet, om det svære liv, det svære i at være med i samfundet. Stykkets titel stammer fra et replikskifte i prologen, hvor Pølse og Pinds drøm/mirakel er at "opløses og blive den luft andre indånder", for de er "rene" og ren luft en mangelvare, og så har de ikke levet forgæves. I en anden drøm fuldbyrdes alt, sætningerne fletter sig sammen, mødet mellem to får tiden til at gå i stå, og da begynder verden at dreje igen "... og nu drejede vi jo med, men det orkede vi ikke at fejre ... sikke en aften ..." - Over for udsagn som disse står voldsomme, frustrerede angreb på samfundet. Så nok engang har forf. præsteret et overraskende og fascinerende billede af livet nu, her tilføjes endog en slags dobbelt klangbund: personerne ser skræmte deres spejlinger uden for vinduet. Flot nutidig dramatik; premiere på Mungo Park denne vinter.

Læs hele vurderingen