Helt alene i hele verden og hip som ind i helvede

Årets store, gode sending af nye digte fra Peter Laugesen kommer som sædvanlig hele spektret rundt: Her er digte hvor jeget i mørke stunder må klamre sig til en linje af Keats, eller en anden af de store døde, for blot at overleve, for derefter med fræsende sproglig energi at kaste sig ud i en kritik af samtiden. Lange, improviserede forløb med talesprogspræg veksler med formmæssigt stramme og pointerede tekster - ofte med næste aforistisk korthed og fyndighed. For PL er ordet/poesien ikke bare teori og form. Den har betydning, er del af en praksis: "Det drejer sig om/ med alle midler/ at åbne et felt/ hvor alt kan ske". Med en gammel kunstnerisk avantgarde-tradition i ryggen - som der refereres til både implicit og eksplicit - holder disse digte drømmen og utopien i live om poesien som et kvalificeret modsprog til vanetænkning og magtsprog. Som en kritisk/ironisk kommentar til tidens litterære tendenser taler PL et sted om poesien der "vender sig om/ og kapsler sig ind". Digtet slutter med billedet af de gamle sorte fugle der stadig står ude på randen "med deres nedblæste vinger/ og skriger/ indtil de falder". Her hører PL til. Ude på randen, men samtidig centralt placeret i dansk lyrik.

Læs hele vurderingen