Sommerferie er herligt, men når man er ung og nyforelsket, betyder det også smertefuld adskillelse. I denne syvende bog om Eva og Adam får Eva gennemtrumfet, at Adam kommer med hendes familie en uge i sommerhus på Gotland, inden han skal med sin egen familie til Polen. Så har de i hvert fald en uge sammen, selv om det er i selskab med Evas skøre familie. Alt bliver dog ikke sol og sommer, for med i bagagen er (temaer som går igen i bøgerne) evindelige søskendeaggressioner, misforståelser og jalousifornemmelser. Bedsteveninden Anna kaldes noget impulsivt til Gotland og sørger for, at Sct. Hansaften ikke ender katastrofalt for Eva og Adam. En læsevenlig typografi, et hverdagsagtigt sprog og søde stregtegninger. Mange ydre handlinger ja, men der skabes også en særlig dynamik på et andet plan, når forfatteren så legende let magter at gengive både Eva og Adams pubertetstanker. Dobbeltrefleksioner over de samme episoder giver bogen humor og psykologisk spænding. Forsiden illustrerer klart, at de sorte skyer i bogens titel har noget at gøre med, at de forkerte morer sig, og at der er misforståelser i luften. En charmerende ny i rækken af Eva og Adam-bøger, der ligesom tegneserierne er særdeles populære og konstant i omløb blandt de 10-12-årige piger.