En romanudgave af den gyserserie der løb over skærmen på tv i dette efterår. En flok unge mennesker flytter sammen i et kollektiv i en stor lejlighed på Østerbro i København, og alt ser ud til at fungere godt, ind til den store indflytterfest. Her bliver alle væltefulde, og da man morgenen efter kommer til hægterne igen, finder man en af kvinderne dræbt. Hvem er morderen, hvem har motiv, hvad er det for nogle underlige ting der sker, hvad er viceværtens rolle, og hvad skete der tilbage i 1906. Et godt oplæg til en mystisk gyser, men i romanformen fungere det ikke. Handlingen er for usammenhængende, personerne urealistiske papfigurer, og selve plottet afvikles mekanisk og uden at give læseren hjertebanken, selv når de værste optrin afvikles. Måske kunne det gå i tv-mediet, hvor klipning og kameravinkler kunne give uhyggen ben at gå på, men at overføre fra tv til roman er ikke lykkedes.