Ny digtsamling af en forfatter der med denne bog nu har ni digtsamlinger og et par romaner bag sig op gennem 90'erne. Katz bliver stadig mere koncentreret og koncis i sit udtryk. I denne samling kredser digtene om to hovedtemaer kærlighed, tab og død - temaer der også var fremherskende i forfatterens seneste roman Fortællinger til Abram. De fleste af digtene er korte, næsten usentimentalt konstaterende i en egen metaform, fx om den forunderlige kærlighedsfølelse man oplever, når man får et barn:"(...)Et barn./Mælkehvidt. Lyshåret/Fyldt med uforståelige gloser.//Om morgenen synger han/en hyldest til livet/på sit barneursprog.// Jeg siger:/Du er min Kains/Abel./Min Isaks/bankende hjerte//Ja tak-/siger han./Og peger på sin sutteflaske/der ligger på gulvet//". Enkelte tekster - de sidste i samlingen er skrevet i en koncentreret kortprosaform. Katz' digte er præget af en afstemt melankolsk modenhed og ironisk indstændighed, som giver en egen distance til det skrevne. Det afbalanceres af den sanselighed, der heldigvis også enkelte steder får lov til at slå igennem. En lidt uhomogen samling men med en del fine og vellykkede digte.