Lars Kjædegaard har i knapt 10 år leveret en thriller om året. Han er blevet rost for sit sprog, sin evne til skrue rædselsvækkende plots sammen og bemande med psykologisk veltegnede personer. I Det store sus er såvel sprog som persontegninger på det vante niveau, men plottet, eller handlingen om man vil, er knapt så overbevisende. I korthed handler det om en verdensberømt dansk maler, der begynder at få vinger. Han opsøger en gammel klassekammerat, der er læge, for at blive behandlet lidt diskret. Ugepressen får dog nys om sagen, og derfra udvikler historien sig, men selvom den er direkte fremadskridende, arbejdes der med flere forskellige temaer. Der er lidt om ugepressens vilkår og metoder, lidt om magtbegær og underkastelse lidt om kærlighed o.s.v. Kjædegaard blander de forskellige elementer fermt, og da det først lykkes ham at få os til at sluge den med vingerne, glider resten nemt ned. Lidt for hurtigt afviklet og derfor heller ikke rigtigt vedkommende eller særligt spændende. Fornemmelsen efter endt læsning, er at have læst synopsen til en storslået thriller, man i øvrigt ser frem til med forventning.