Er miraklernes tid forbi? Ikke i dette lille stykke drama, hvor Dennis er så langt ude, at han beder til Gud. Bønnen bliver hørt, og hjemme i hans rodede værelse, hvor hele stykket udspilles, står pludselig Guds sendebud - med vinger, scooterstøvler og styrthjelm og udsteder Lille Englelicens til ham. Det betyder en overført magi, som virker så længe, han ikke bander. Han bruger magien til at løse nogle af sine problemer: opmuntre sin nervesvækkede mor - neutralisere sin forhadte lærer, samt overvinde rivalen med hensyn til Karen Elise. Hans højeste ønske er et voksentegn ligesom de andres, nemlig hårvækst forneden, og det leder han forgæves efter lige til slutningen. Meget dramatisk gennemspilles disse faser afbrudt af tordenbrag hver gang, Dennis overtræder forbudet, men til sidst udvikler det sig så grotesk, at han ønsker, alt var som før - undtagen det med håret. Rappe replikker, markante roller til de 5 personer, beskedne krav til scene og rekvisitter. En opgave med vid, bid og god pointe for en energisk dramagruppe mest med henblik på et ungt publikum. Spilletid angivet til ca. 45 minutter.