Billedbog med rimet tekst for børn fra 4 år. Illustrator er debutant, jf. forlagets pressemedelelse, mens forfatter kendes fra mange børnebøger. De tre handy mænd, Hansen, Knudsen og Madsen, ordner alt muligt, buler i bussen og ro i klassen, og da de ordner musikken til en fest i Åbybro, swinger de også tre kvinder, så firmaet bliver til Madsen, Hansen, Knudsen, Johansen, Jensen & Jantzen. Stregen er enkel og klar med karikaturlignende figurer og et lidt skørt farverigt univers. Farverne er klare, der er mange af dem, og der bruges heldækkende farver. Rimene fungerer, og der er en nuanceret sprogbrug, og en overskuelig tekstmængde. Det er en humoristisk tekst med nogle action- og humørfyldte billeder der komplementerer hinanden. En underholdende lille bog der kan bruges til oplæsning. Billeder på forside og bagside, samt rimet bagsidetekst, dækker indhold godt.