Ny billedbog i serien, hvor titlen begynder med "Alle børnene" af det svenske makkerpar Gahrton og Unenge. Trods forbeholdne anmeldelser har en del børn taget serien til sig. Det skyldes nok mest de indbydende, farvestrålende billeder i Johan Unenges skødesløse og muntre streg samt "gå på opdagelse" effekten i myldrebillederne. Endelig har parret ramt en række emner som interesserer børn i målgruppen 4-7 år. Denne gang fødselsdage. Den brogede børneflok skal holde samlet fødselsdag med alt hvad det indebærer af forberedelser, mad og drikke og lege. Sidste del af bogen er helliget uddybende tips og vejledninger mht. forberedelser, invitationer, opskrifter på fødselsdagslagkager samt instruktion i 8 forskellige, velkendte lege. Første del af bogen er på vers a la "Alle børnene ... undtagen", hvor det mest udfordrende er, om man kan finde den omtalte person på billederne. Selve versene er der ikke meget bid i sammenlignet med de oprindelige, ofte meget barske børnerim. Det her fremstår hyggeligt, uforpligtende og lidt tamt. Blandingen af fiktion og fakta vil fungere bedst i forbindelse med forberedelse til en fødselsdag. Legedelen kan godt stå alene, men vi har bedre bøger om fødselsdagsforberedelser. Til seriens fans fra ca. 4 til 7 år.