Hul i mørket

At Peter Asmussen foruden at være prosaist og lyriker også er en erfaren dramatiker fremgår tydeligt af de korte prosastykker bogen består af. I form af efterladte breve træder en række anonyme stemmer frem, der også har dramatikkens monologiske karakter. Fælles for teksternes fiktive brevskrivere er, at de befinder sig i dybe personlige kriser og vendepunkter i livet: psykisk syge, døende, eller selvmorderes efterladte breve til deres familie. PA's særlige greb består desuden i at hvert brevfragment nederst på siden er efterfulgt af en kort note der sætter brevet ind i en forklarende kontekst, eller i et eneste hug afslører dets illusioner og vildfarelser. De enkelte prosatekster er ledsaget af ultrakorte digte som i fortættet form sammenfatter tema og stemning: "gennemfjerne stemmer/ natten/ løsningen nul". På en lavmælt, insisterende måde borer PA's koncentrerede kortprosa ned, hvor det gør ondt, også på den læser der af teksternes suggererende sprog bliver suget ind i mørket. Men i modsætning til den altopslugende desillusion og misantropi tidligere i forfatterskabet er der her glimtvis huller i mørket, hvor humoren, selv om den er af den sorte slags, og ømheden brænder klart igennem. Bogen er et godt eksempel på, at der stadigvæk er liv og grøde i kortprosagenren.

Læs hele vurderingen