Inger-Lise Hjordt-Vetlesen har tidligere bl.a. i Forlokkelse og familie, 1981, skrevet om Marie Bregendahl, ligesom hun har udsendt bøger om samtidige forfattere som Jeppe Aakjær og Helene Strange. Det er Bregendahls fortællinger, der her undersøges, og det vil sige i hovedsagen tekster fra det store værk Billeder af Sødalsfolkenes Liv, 1914-1923, der er billeder fra slutningen af 1800-tallet, et samfund på overgangen fra det gamle landsbyliv til den nye tid. Læsningerne tager teoretisk udgangspunkt i fænomenologien og psykosemiotikken, der indledende forklares som base for de litterære studier. På denne baggrund kan Hjordt-Vetlesen så analysere sig frem til forfatterskabets særkende i disse fortællinger, der i såvel sprog og stil som i komposition er helt enestående for Bregendahl. Det er en fremstilling, der indsætter Bregendahl på en central plads ikke bare som en uhyre bevidst bruger af fortællingen som form men også som en vigtig fortolker af såvel fortiden som moderniteten. Ofte er ulykken omdrejningspunktet for personerne, dunkelt kan det også være, men Vetlesen viser, hvordan humoren til stadighed er med som bærende element. Det er en meget vidende og givende læsning og fortolkning med nyt lys på forfatterskabet, så anvendelig mindst som forgængerne.