Sven Holms komedie udspiller sig på restauranten Varna, hvor Arthur og Hedda har inviteret til brunch i anledning af deres sølvbryllup, deraf stykkets titel. Gæsterne er den nære familie og nære venner, og Holm har sat et galleri af personer op, som lader stykket forløbe både venligt og hyggeligt, dog med indslag af ganske ubehagelig art. De to første af de tre akter rummer de lyse toner. Gæsterne kommer og hygger sig, der er humor omkring Heddas småsenile far, der dukker op iført skistøvler, fordi han har hørt, at det skulle blive snevejr - selv om vi er i maj. Der er ved at udvikle sig en lille romance mellem sølvbrudeparrets søn og en af de ansatte. Så alt ånder fred, dog er Arthur bestandigt foruroliget over en hændelse, hvor en sølvbrud på sølvbryllupsrejsen forsvandt med en anden mand: der er en latent angst i ham. I tredje akt er nogle noget besofne, og i en aggressiv brandert er Arthurs ven ved at forulempe hans datter på dametoilettet, og Heddas gamle forlovede fra Spanien dukker op. Det hele opløses, da Arthur bliver bidt i armen af en hund - og dermed får forløst sin angst: det var bare hunden, han var bange for! Eller var det mon det? Det er Holms lille spil med en hovedperson i et stykke, der er dejligt professionelt med både lune og drama i en god balance. Stykket er en del af et projekt fra Dansk Amatør Teater Samvirke. Spilles af amatørteatre landet over.