Radiatortrilogien, samlet udgave 2004, har jo slået Jan Sonnergaards navn fast i vide kredse. Det er de tre novellesamlingers univers, der ligger til grund for dette drama, der er hans første helaftensstykke efter enakteren Sex på Aalborg Teater 1999. For eksempel kan man fra novellen "Sex" i Radiator genkende "Signe eller Stine, eller hvad det nu var", som personen Signe-Stine-Trine-eller-et-eller-andet (taber) og historien om, hvordan hun som i novellen forlades af ham, hun klynger sig til og har sex med, afslutter det nye drama. Men ellers er hovedscenen baren Olfert Fischer, baren, som er nutidens torv/mødeplads, og i baren mødes vindere og tabere, de tavse og de braldrende, bøllerne og tumperne. Bartenderen manipulerer, og gæsterne svømmer i oceaner af sprit og stoffer, og stykket får ekstra dramatik, da baren invaderes af en lille flok voldelige polterabend-deltagere. Så der bliver også delt øretæver ud! Som i novellerne er det et på én gang genkendeligt og realistisk univers, der så bare fordrejes og forstørres mod det surrealistiske. "(...) selvom jeg er sammen med mennesker hele tiden (...) så er det alligevel hele tiden som om ...(ser ned i gulvet) at det ikke er så godt... alligevel", står der i denne barske hudfletning af en livsform i tiden. Sikker og effektiv moderne dramatik fra Sonnergaard. Premiere i år på Mammutteatret.