Her er kræs til læsekredse og klassikerlæsere, der vil have en indgang til Selma Lagerlöf. Den kan også bruges af opgaveskrivere på gymnasieniveau, men skal så suppleres af litteraturhistorie eller værkanalyser.
Selma Lagerlöf (1858-1940) er en af verdenslitteraturens store forfattere og den første kvinde i Norden, som fik Nobels litteraturpris. Denne bog fortæller om hende på en tilgængelig og engageret måde. Vi hører om opvæksten på Mårbacka, uddannelsen til lærerinde, de kummerlige år efter familiens fallit og om forfatterskabet fra den spæde start til overvældende succes, som betød, at hun kunne købe sit elskede Mårbacka tilbage. Men også om Selma Lagerlöf som stemmeretskvinde og socialt engageret, som rejsende og globetrotter. Der er hovedvægt på det biografiske, men i anden del af bogen er der kort omtale af hendes værker, årstalslister, slægtstavler, fortegnelser over filmatiseringer og kortfilm samt litteraturliste og links. En håndfuld sprog- og korrekturfejl har sneget sig ind i det ellers upåklagelige sprog men vil kun blive bemærket af sprogpedanter. Smukt omslag, god bagsidetekst, mange appetitvækkende fotos. Nanna Drejer (f. 1950) har i en årrække holdt foredrag om Selma Lagerlöf. Dette er hendes første bog.
Henrik Wivels Snedronningen, 2. udg. 2005, er stadig hovedværket, men denne her er fin til læsere, som vil have noget kortfattet.
God introduktion til Selma Lagerlöfs liv og værk med hovedvægt på det biografiske. Fin til læsekredse og klassikerlæsere.