Pryaneren Haplo kommer atter til luftens rige Arianus, og denne gang har han prins Bane med sig, som Haplos herre har taget til sig som plejebarn. Men Haplo er begyndt at tvivle på sin herres hensigter efter mødet med drageslangerne, og Bane, der er jaloux på Haplo, vil gøre sit bedste for at skade Haplo. Bogen, der er 9. bind i serien, er pænt trykt og har et dramatisk forsidebillede. Bogen vinder absolut ved, at man har læst de foregående bind, men den indledes med en udmærket, kort præsentation af bøgernes univers og den foregående handling, lagt i munden på Haplo, og det er en stor hjælp for læseren. Sproget er flydende og mundret, og handlingen er som i de øvrige bind rig på genrens dramatiske virkemidler og elementær spænding. Man skal koncentrere sig for at følge med, når forf. hurtigt skifter mellem de forskellige sideløbende handlinger, men læseren belønnes så også med en spændende og underholdende fantasyserie, der bestemt ikke bliver ringere, jo flere bind der udkommer, snarere tværtimod. Til fantasyelskere, der helst skal have læst seriens forrige bind, fra 13 - 14 år.