Særdeles velskrevet krimi af forfatteren til Dødelig dårskab (97/51) og De dødes måned (96/10). Den er 1. del af en trilogi, der foreløbig udmærker sig ved dybtgående psykologiske beskrivelser, et velkonstrueret plot og isnende uhygge. 4-årige Lucy bliver kidnappet af en forholdsvis tilforladelig pædofil enspænder med en forkvaklet opvækst bag sig. Han assisterer sin tilbedte Engel, en smuk og ravende sindssyg psykopat, der er hans eneste livsindhold, udover det at lege med børn. Lucys fortvivlede forældre har foruden kidnapningen rigeligt at slås med, deres private forhold fungerer ikke særlig godt. Bogen er meget grundig og troværdig i sine personportrætter, den er sprogligt meget velfungerende og henvender sig til alle læsere af god kriminallitteratur, hvor det psykologiske er det bærende element. Romanen rummer en del religiøs symbolik, der er med til at komplicere gåden, og det sætter Lucys mor yderligere i relief - hun er nemlig nyindsat præst. Omslaget formidler bogens tone og indhold glimrende, og jeg ser utålmodigt frem til de 2 næste (selvstændige) bind i serien.