Serien Dramatisk kvartet ; 1999 skal sikre, at centrale dramatiske tekster kan nå ud til publikum, så det er muligt at danne sig et billede af den rivende udvikling, dansk teater er inde i med en række lovende forfattere i disse år. Morti Vizkis Dion er et krævende stykke dramatik, det er vildt, uregerligt, gådefuldt men også (derfor) meget fascinerende. Dion kan som navnet antyder ses som en moderne Dionysos, altså en figur med rødder tilbage i historien til en sanselighedens og frigørelsens tid. "Jeg vil befri jer for fast adresse", siger oprøreren og bombemanden Dion et sted. Hans død efter sprængningen af en motorvejsbro og efterfølgende fængselsophold optages på video (!) og får offerkarakter, Krist/Antikrist. Dion siger bl.a. om sig selv i denne tekstprøve: "Jeg kan lave ekstatiske nytårsfester og jeg kan passe på mine tilbederinder og det er hvad jeg gør. I øvrigt er jeg døvstum i denne verden". Dion omgives af et lille persongalleri, der alle har dobbeltidentiteter. I et lille forord karakteriserer Per Theil Morti Vizki og anviser veje, som mange nok vil være taknemmelige for, ind i dette spændende dramatiske univers.