Krimi. Miss Marple holder ferie på de vestindiske øer og stifter bekendtskab med en ældre major, der fortæller hende en mordhistorie. Majoren bliver selv myrdet, og så tager Miss Marple affære.
Forlaget har i år genudgivet flere af Agatha Christie's klassiske kriminalromaner i billigbogsudgave. Nærværende er med Miss Marple i hovedrollen. Den udkom første gang på dansk i 1965, og årene begynder så småt at trykke denne klassiske krimifigur og personerne omkring hende, hvor takt og tone, omgangsformer og sprog er af en anden verden end i dag. Agatha Christie har dog stadig sin store fanskare og mange læsere hvilket ikke mindst skyldes indviklede intriger og Miss Marples veludviklede sans for at være på det rette sted, nysgerrig og med de rigtige spørgsmål. Diverse tv-serier understøtter givet også efterspørgslen. Handlingen foregår i Caribien hvortil Miss Marple er blevet sendt af sin nevø for at pleje en lungebetændelse. En ældre major findes død dagen efter hun har haft en kortere konversation med ham. Tilsyneladende en naturlig død, men Miss Marple aner uråd og efter flere dødsfald trevles sagen langsomt op. En klassisk underholdningskrimi uden voldsomme bloddryppende effekter.
Miss Marple er på rekreationsophold på De Vestindiske Øer for at komme til kræfter efter længere tids svaghed. Hun bliver naturligvis straks indblandet i et mordmysterium, og selv om hun hæmmes en del ved ikke at have sine engelske politivenner ved hånden, opklarer hun med stor skarpsindighed mysteriet. Jeg tror, at Miss Marple befinder sig bedst i landsbymiljøet, for Det caribiske mysterium fra 1964 (dansk 1965) kommer ikke på højde med andre Miss Marple-fortællinger. Man kan godt ved anskaffelsen spare lidt på eksemplartallet.