I slutningen af Boris Boll-Johansens lille erindringsroman er jeg-fortælleren, der samtidig er forfatterens alter ego, klatret til vejrs i et af barndommens næsten mytiske pejlemærker: Irmas kaffetårn, hvorfra han har udsigt over barndommens Rødovre. Barndomslandet ses nu indefra, gennem glasfacadens kæmpestore ur, og et øjeblik er jeget ved at falde for fristelsen i at tolke scenen symbolsk som "det tabte barndomsland der bliver skuet igennem et omvendt ur. Men så plat er jeg ikke" og så plat er romanen heller ikke, idet den er alt andet end sentimental og nostalgisk tilbageskuende. I korte erindringsglimt, der går på tværs af den tidsmæssige kronologi, fastholdes stemninger, situationer og sansninger fra de nære, men dog så fjerne 70'eres forstadskvarter. Her ses gennem barnets øjne, der gør det kendte og fortrolige til noget fremmed og eksotisk. På nutids-planet, indlagt som en slags rammefortælling, er det samtidig historien om jegets sidste tid i hjemmet med sin syge mor, hvis død markerer barndommens definitive ophør. Som fiktion hænger romanen ikke alt for godt sammen, men den sproglige energi, de præcist sansede detaljer og de skæve vinkler på stoffet bærer igennem et langt stykke af vejen. Boris Boll-Johansen, (f. 1967), debuterede i 1994 med romanen Kvik.
