Ljungberg viste for et par år siden med sin nærlæsning af nogle af Blichers mesternoveller, at han er en skarp analytiker og en utrolig god læser. Her har han sat sig på en lige så vanskeligopgave. Løgneren er på den ene side en elementær historie om menneskelige konflikter og forhold, som enhver læser kan forstå, men samtidig har den nogle dunkle og kryptiske passager, som er sværeat lodde. Løgneren er nok Martin A. Hansens mest personlige bog, den har karakter af et selvopgør, en splittelse hos digteren, der ville fortælle en historie for alle, men alligevel ikke kunnefrigøre sig for modernismen. Det giver romanen en spændvidde, som Ljungberg analyserer kapitel for kapitel. Han skriver klart, uden faglig jargon, med en mængde overraskende og præciseiagttagelser, der til slut samler sig til en helhed, selv om han indimellem fortolker lovlig håndfast for at få det hele til at gå op. Men det er gjort så overlegent, at man igen får lyst til atlæse dette hovedværk i dansklitteratur.