Det er forlængst fastslået, at Panduro boltrer sig lykkeligst som TV-drama-tiker. Og der kan heller ikke herske nogen tvivl om, at han er den moderne danske forfatter, der har opnået størst succes i denne specielle genre. Og uden at forklejne instruktørens andel i denne succes - Palle Kjærulff-Schmidt i de to første og Preben Østerfelt i det sidste - så hænger det nok sammen med, at Panduro i en lettilgængelig form behandler nogle ganske almene problemer; nogle problemer, som TV-teatrets millioner af tilskuere vil kunne nikke genkendende til: menneskenes fremmedgørelse, identitetssøgen, generationskløft. Disse temaer gennemspilles atter og atter, giver anledning til konfrontationer med dagligdags mennesker fra forskellige milieuer i forskellige situationer. Det er hverken særlig originalt eller genialt, men Panduro har en gudbenådet evne til at få personer og situationer til at leve.